Kære femtenårige mig..

Alkoholisme – Et tabu


Jeg har valgt at udgive det her indlæg om og til ære for min nu afdøde far – Min farmand.

Jeg tror egentlig altid, at det har været mig mere eller mindre velkendt, at min far var det andre kaldte “en alkoholiker”. Oftest er det ikke ret svært, for selv et barn at se når mor eller far drikker og livets små hemmeligheder er ikke altid så små, som man allerhelst ønsker at tro.
Jeg var omkring fire år gammel, da mine forældre blev skilt og min mor ikke længere kunne leve med min fars måde at leve på. Ikke, at de ikke elskede hinanden, men det kan være svært, at man aldrig nogensinde står eller kommer til at stå øverst på listen. Alkohol står altid lige ovenover, uanset hvor på listen man er placeret.
Løfter bliver brudt, grænser bliver overskredet og udvisket, aftaler bliver ikke holdt og følelserne gør ondt, helt ind til benet. Ene og alene fordi, at alt man ønsker og klamrer sig til, er hvis det bare var anderledes.

Jeg husker især en bestemt episode som barn, hvor jeg skulle på weekend hos min far og så besøge en veninde i et par timer om lørdagen, hvor han ville hente mig igen om aftenen. Jeg forsøgte at ringe ham op efter aftensmaden, men han tog ikke telefonen. Jeg ringede igen og igen, men ingen af gangene blev mine opkald besvarede og da min venindes mor spurgte “Vil du så sove her?” lød svaret “Ja“, alt imens alt indeni mig skreg nej. Jeg ringede ikke og fortalte min mor det og sov nærmest ikke hele natten. Ventede blot på, at det blev morgen, hvor han ringede mig op, kom og hentede mig og uden nogen behøvede at sige noget, var det “vores lille hemmelighed“.

Jeg har aldrig nogensinde været bange for min far eller ønsket, at andre skulle være det. Jeg kan dog huske en enkelt veninde fra skolen, som skulle besøge mig en lørdag hos min far og det glædede mig, lige indtil hun ændrede mening.
Vi må helt selv bestemme hvad vi skal spise” lød min begejstring og hun ville det rigtig gerne. “Du skal bare lige vide, at min far er alkoholiker og drikker, men han er altså stadig rigtig sød” var mine næste ord og dette måtte hun altså ikke for sin mor. Ikke en alkoholiker – og så havde vi ikke længere en aftale og min skuffelse var stor.

Han var en god far, det var han altså. Han var den allerbedste udgave af sig selv. De fleste mennesker, der altså ikke hang sig i ordet alkoholiker, de elskede ham for den han var. Et hjertevarmt menneske, med en humor der bragte latter og glade smil med sig.
Noget af det der gør ham allermest fantastisk er, at han altid var der når det virkelig gjaldt. Alle mine operationer som barn, var med ham ved min side. Han fulgte med mig ned til operationerne og holdt min hånd og kyssede mig godnat. Han ventede i timevis med min mor, imens de ventede på mig og han sad troligt ved min side og sammen med min mor, var han det første der mødte mig når det hele var overstået. Jeg elskede mine forældre himmelhøjt og de elskede mig. Det kunne der ikke herske den mindste tvivl om.

Og hvordan kan dette indlæg så være til ære for min far? Fordi, at man – måske endda også du der læser dette, skal huske, at der aldrig nogensinde er “en alkoholiker”, uden der også er et menneske bag. Et menneske med følelser, der kan gøre så hjertens ondt – Det kender de fleste af os. En smerte der er så gennemgribende i hele kroppen, at man dårligt kan stå ret eller kan overkomme dagen i morgen. Vi snakker mennesker der har det svært, hvor deres løsninger er dem deres liv viser dem. Det er de løsninger de kender og løsningerne der virker for dem.

Jeg tror, at alle mennesker der har haft det svært på et tidspunkt i livet, ved hvordan man, med hele kroppen, længes efter ro. Ro til at være glad eller bare komme over det der gør allermest ondt. Så man atter føler, at man kan ånde. Ikke?
Vi skal prøve ikke at dømme andre mennesker, uden at se mennesket bag. Alle mennesker besidder fordomme – mig selv inklusiv, men hvad når det er os de rammer? Når det er os selv, nogen placerer i en kasse og sætter sig stædigt på låget uden at høre. Ingen lytter, når vi i al frustration og afmagt bare vil høres for dem vi er – Hvorfor byder vi andre det, når vi ikke selv finder det rart? Hvorfor skaber vi noget der gør ondt, når vi selv hader smerten?

Jeg har haft dette indlæg i tankerne længe og det har været svært for mig at få ned – få det ud, uden at gøre det forkert. Uden I skal modtage det forkert. Jeg har skrevet og slettet og tænkt, tænkt og tænkt – men besluttede mig for, at nu skulle det være og lod for første gang fingrene glide henover tastaturet, helt uden at slette en eneste tanke eller et enkelt ord. Dette indlæg kommer fra hjertet af – Et hjerte der elsker og er stolt af min elskede farmand, også selvom han ikke længere er os i blandt.

Af hjertet tak, fordi du læste med

 

10

  • Tina

    Hvor er det bare smukt skrevet!
    Fik en tårer i øjet og en klump i halsen. Hvor har du evigt ret!
    Don’t judge a book by its cover!!<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie Hansen

      Tak, hvor er du sød. Din kommentar varmer meget, særligt med sådan et indlæg 🙂 Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg kan kun give Tina ret. Jeg synes det er flot, at du kan mindes din far for at være et godt menneske. Det kan være svært for pårørende til misbrugere, og måske især for børnene. Jeg er selv barn af en alkoholisk far. Mine følelser for ham var meget vekslende. Fra beskyttertrang og dyb bekymring til had. Jeg tror mange børn til alkoholikere føler meget skyld. Hvis jeg bare havde hørt efter, gjort noget godt for ham, passet bedre på ham, ja så havde han måske ikke drukket. Det er selvfølgelig ikke sådan, men det kan være svært for et barn at forstå. Min far blev ond, når han havde drukket. Ikke fysisk men psykisk. Her 10 år efter han døde, har jeg “fået ham pakket ind i lille skuffe, som er blevet boltet godt sammen.” Alligevel dukker han ind i mellem op i mine drømme. Man bliver nok aldrig med mennesker som har haft stor betydning i ens liv. Netop derfor gør det mig glad, at du kan tænke tilbage på din far med kærlighed. Til trods for alle de svigt der følger med en misbruger 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie Hansen

      Tusind tak for din kommentar, Charlotte. Ja, det kan være rigtig svært som pårørende og tror, at alle der har stået på sidelinien, har været igennem lige præcis de ting du nævner… Også mig. Jeg er glad for at være nået dertil hvor det er det gode menneske i ham der er i mine tanker og ikke alt det andet – Og håber også, at du vil nå dertil og acceptere, at han – om han er i en lille boltret skuffe eller ikke – altid vil være i en del af dig og mindes det gode der var. Knus herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Du er sgu en helt igennem dejlig pige, Sofie! Det er så dejligt at læse din ærlige historie og kærlige tanker om din far. Jeg beundre meget dit store mod med at gøre op med tabuet – håber jeg en dag finder det samme mod med mit. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie Hansen

      Tak søde Linda. Jeg håber, at du også finder modet en dag. Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Din Mor

    Min Kære søde Sofie
    Af måske mange forskellige årsager, har du ikke fortalt mig, om dette her indlæg du har skrevet. Med tårerne trillende ned af mine kinder, Ja ! så er jeg så inderligt stolt af dig. Stolt af den person du er blevet til, stolt af dine holdinger, stolt af din medmenneskelighed og ikke mindst bare STOLT af dig.
    Jeg elsker dig :o)

    Kys fra din mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie Hansen

      Jeg elsker også dig, mor. Du ved allerede hvor meget lige netop denne besked betyder – og særligt i dette indlæg. Kys

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susan

    Fra tanken om at skrive noget der ligger så nært sit hjerte, til at udføre tanken er langt. For lige midt imellem tanke og handling ligger alle følelserne, de kræver at blive hørt, måske ikke forstået men hørt og respekteret. Lærer man at respektere sine følelser så er man mere klar til at formidle dem ud. Det er flot skrevet Sofie og det har min dybeste respekt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kære femtenårige mig..