foto

Jane Hoffmann, 53 år, mor til to og gift med manden i hendes liv. Manden der senere skulle være den der var ved hendes side, da hun traf den endelige beslutning om at ende det. På en selvmordsklinik i Schweiz.

Jeg ved ikke om du kender historien, men den har rørt alt indeni mig, siden Jane for første gang dukkede op på min skærm på Ude & Hjemme’s hjemmeside. Historien om denne kvinde, hvis’ liv ændrede sig markant den dag hun fik at vide, at hun var uhelbredeligt syg og hendes beslutning om selv at ende livet værdigt, inden livet bød på alternativet – at være en grøntsag, i en hospitalsseng.

Hvad er det så der gør lige netop denne historie så vigtig? Jane har, som nævnt ovenfor, rørt noget specielt i mig. Jeg kender hende ikke fra andet end historierne på nettet og de billeder der var at finde, imellem alle de nedskrevne ord, i samtlige artikler.
Men kan du forestille dig hvad der sker indeni et menneske, der elsker livet, ved ikke bare tanken – men forsikringen om, at enden er nær? Og at man så lige topper kransekagen med ordene “Og det bliver som en grøntsag i en hospitalsseng – på ubestemt tid”. Umenneskeligt.

Jeg er stor fortaler for, at assisteret selvmord skal legaliseres her i Danmark, det skal absolut ikke være nogen hemmelighed.
Jeg mener 1. At det er en menneskeret at være herre over sit eget liv og 2. At det ikke er noget menneske værdigt at dø langsomt hen, i en hospitalsseng, uden at kunne kommunikere med sine omgivelser. For ikke at snakke om de pårørende.

Jane traf et valg om at ende livet værdigt – og det er med min allerdybeste respekt, til både hende og hendes familie, at de kunne træffe og ikke mindst, imødekomme en sådan beslutning. For hvor må det være forbandet hårdt.
Hårdt er så åbenbart ikke nok og som tingene er her i landet, serverer vi lige en ekstra lussing oveni slaget, for lige at sætte fed streg under vores manglende forståelse, som “det raske samfund”. Tænk sig, at et menneske – næ, en hel familie, som har været igennem livets sværeste beslutning, skal bruge deres sidste dage sammen, et fremmed sted, et fremmed land. Er det virkelig i orden? Ikke i min optik.

Hvad er din holdning til assisteret selvmord?