Jeg har haft dette emne oppe at vende på bloggen tidligere, som du kan læse lige HER.

foto kopi-001
I går sendte DR2 en dokumentar omkring Jane Marie Hoffmanns sidste tid. Dokumentaren kan ses eller genses lige HER.
Jane – og hendes modige datter, Rikke, havde sammen truffet en beslutning om at filme Janes sidste tid – og deres sidste tid sammen, som et led i kampen for assisteret selvmord i Danmark.

Det er en rørende og barsk dokumentar, der rørte noget helt særligt i mig – Jeg måtte endda fælde en tåre eller tre.
Jeg har læst og fulgt historierne tæt, men at se Jane sidde stille der og fortælle Danmark om forskellen på mord og næstekærlighed, det gør ondt helt ind i hjertet.

Jeg kan ikke lade være at tænke hvis det var mig der sad i Janes eller Rikkes sted. Burde alle ikke tænke sådan? For at fremme forståelsen for den svære beslutning og tiden der danner rammen omkring den.
Skal vi bare slubre kaffen i os og haste videre i vores dagligdag? Skal vi bare slå over på en anden kanal, eller lukke browser vinduet ned, fordi “Gudskelov er det ikke mig”? Det kan og må vi bare ikke.
Vi bør snakke om det og tage stilling. Vi skal høre Janes ord og forstå og omfavne det inderlige ønske hun, og mange andre, har. Hvordan kan vi benægte et ønske fra de der inderligt ønsker det? De der står i situationen, de der mærker afmagten og de efterladte der skal bearbejde sorgen.
Hvordan kan det hænge sammen, at et menneske med døden som sin eneste udsigt, ikke selv må ende sine dage? Hvorfor er det andre, og ikke en selv, der bestemmer hvornår nok er nok? Hvorfor skal det kriminaliseres, at man ønsker fred, men være i orden at trække andre igennem livet? Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Der skal fokus på det her emne og det må ikke ties ihjel.
Assisteret selvmord i Danmark? Ja tak!