Det er helt ok at græde. Du hader verden lige nu og du er i din fulde ret. Døden kom snigende ind på dig, viste dig absolut ingen hensyn og tog din far med sig. Hvad bilder den sig overhovedet ind?
Jeg ved godt, at det hele gør ondt. Det føles som om, at sårene aldrig vil hele og smerten breder sig i hver en lille del af din krop. Du skriger dine lungers fulde kraft, men der kommer ingen lyd og næsten ingen hører det.
Du lukker ikke nogen ind og dengang du forsøgte, vadede hun bare henover dig med tunge skridt. Så måtte de hellere holde sig langt væk, tænker du nu og det er også helt ok.

Du græder dig i søvn om natten og alle dine inderste følelser hober sig mangfoldigt op indeni og vælter ud igennem høretelefonerne i dine ører. Du forsøger at lade musikken overdøve dine inderste smerter, men dit hjerte skriger af endeløs smerte. Du er overbevist om, at smerten har slået rødder i dit indre og er kommet for at blive.

Men kære femtenårige mig…

Jeg lover, at det hele bliver bedre. Smerterne bliver til savn og du vil kunne mindes med glæde. Tårer kan stadig trille og de kender din kind, men du vil have de kærligste mennesker omkring dig, som til enhver tid vil tage din hånd og gå med dig igennem livet.
Døden har valgt at sætte sit præg og du kan stadig få ondt i maven ved tanken, men du må huske på, kære mig, at livet kommer først.
Du vil miste igen… og igen… og det gør stadig hamrende ondt. Du vil genkende smerten i hele din krop, men lad være at kæmpe imod denne gang. Du skal huske, at selvom døden gør ondt, bringer livet med dine kære dig dine bedste glæder.
Dine nære fortjener din inderste kærlighed og dine bedste tanker, så du må aldrig fortie eller fortrænge dem i hjertet. Du skal nok klare den og du skal vide, at du kan meget mere end du selv tror.

– Kærligst, Sofie 23 år.

Fredag d. 1. marts 2013
– En smuk første forårsdag, får min højt elskede morfar, B. endelig fred. Jeg har besluttet at dele mine inderste tanker med Jer i dette personlige indlæg, da der er tale om en person der betød en verden for mig og så fordi, at det er vigtigt for mig, at hverken døden eller sorgen er et tabu.

Vi vidste det godt… det der med, at det kunne være snart. At han måske snart ikke længere ville være iblandt os, min kære morfar. Vi havde alle tænkt det og lægen havde nævnt det, men det var alligevel som om, at hele min verden gik i stå i et kort sekund, da min mor sagde ordene højt for mig i telefonen. Tårerne fik frit løb, som om hver og en af dem vidste, at de var berettiget. De vidste, at nu var det helt o.k. at græde og at ingen ville standse dem.

Jeg vil ikke gå nærmere ind på forløbet, da det er en meget personlig hjertesag der hører min familie til – hans familie.
Kort fortalt var det en svær, længere tid vi alle gik igennem. Det handlede pludselig, midt i den vante hverdag, om at tage en dag ad gangen. At indstille hjernen på en frekvens der kan rumme dette enorme følelsesregister man bliver trukket igennem. At være tilstede i det virkelige liv, hvor der ikke eksisterer “Pause”- eller “Stop”-knapper, heller ikke selvom man ikke længere kan følge med.

– Jeg har været igennem forskrækkelsen, hvor man for en kort stund bliver sat ud af kurs, men uden rigtigt at være bange.
– Jeg har været igennem alvoren. Tidspunktet hvor man indser, at det er nu det gælder om at være med og være tilstede og ikke mindst forsigtigt tænke tanken, at vi ikke er herre over alt her i livet.
– Jeg har været igennem håbet. Håbet man knuger sig til, med tanken om, at “det hele nok skal gå og alting bliver som det var”. Håbet der formulerer sætninger der starter med “Tror du ikke også, at det nok skal..” og “Mon ikke, at..” når man taler med dem der er omkring en.
– Jeg har været igennem glæden. Jeg har mærket den i maven og i smilet på mine læber. Glæden, når han trækker på smilebåndet når man træder ind ad døren eller når han synger en lille sang.
– Jeg har været bange. Bange for smerter, bange for sorg og bange for at miste. Jeg har været bange for om han nu var bange og bange for ikke at være der.
– Jeg har været ked af det og grådkvalt. Jeg har ladet en tåre trille, været ked af det og hulket helt ustandseligt. Jeg har grædt for mig selv, grædt med mine nære og grædt på vegne af andre.
– Jeg har været igennem en form for lettelse. Lettelsen over, at han nu endelig har fået fred, at intet ondt nogensinde kan ramme ham mere og at døden, på sin vis, er både smuk og naturlig.
– Jeg har været igennem vreden og hadet. Jeg har hadet synet af ældre mennesker og ægtepar. Jeg har foragtet tanken om, at nogen derude i verdenen, endnu har deres morfar ved deres side og hadet tanken om, at døden er en naturlig del af livet. Jeg har været vred over, at døden tager mine nære fra mig og været sur på mig selv over at have taget livet for givet og ikke brugt tiden rigtigt, imens den endnu var der.
– Jeg har været igennem sorgen og savnet – og savner inderligt, her midt i sorgen, helt ind i hjertet, min højt elskede morfar.

Begravelse og bisættelse

Jeg har været til både begravelser og bisættelser før. Jeg mistede min far som femtenårig og var dengang til min allerførste bisættelse, med en af mine allernæreste i kisten. Det hårdeste og sværeste jeg hidtil har gået igennem og tænker stadig på det og snakker om det, den dag i dag.

Jeg har valgt at samle nogle af de tanker man måske gør sig i forbindelse med begravelser og bisættelser nedenfor;

– Hvad er forskellen på en begravelse og en bisættelse?
Kort sagt, er en begravelse hvor afdøde sættes i jorden med kisten, hvor der ved en bisættelse er tale om, at afdøde ønsker at brændes/kremeres og derefter kommer i en urne, som senere nedsættes i jorden.

– Hvilke farver skal man vælge til båredekorationen?
Nogen familier vælger at sætte et fast farvetema, så blomsterne i kirken fra gæsterne matcher kistepynten, hvor andre vælger det de føler for, hver især. Der er intet rigtigt eller forkert i denne sammenhæng, efter min mening.

– Skal der være bånd på båredekorationen?
Man kan vælge bånd eller et kort, vedlagt en lille hilsen. I min familie er båndet tilhørende de nærmeste, hvor resten vedlægger et kort, primært til afdødes familie.
De der har mistet, har oftest på dagen en masse tanker i hovedet og er tilstede under det der foregår omkring deres afdøde. Derfor er det oftest sådan, at man måske ikke rigtigt ser de blomster gæsterne har lagt og her er kortet med til at vise, at du har været der eller sendt en tanke, uden deltagelse i selve begravelsen/bisættelsen.

– Hvad skal man skrive på båndet/kortet?
Dette har været den absolut svære del for mig – at finde en tekst, som hverken var for lidt eller for meget. De gode bud spreder vidt fra Hvil i fred, Tak for alt, Æret være dit minde, Sov sødt , Altid i vore hjerter, Farvel min kære, Vi elsker dig, Et sidste farvel, En sidste hilsen, Med dybeste medfølelse eller sidst, som jeg har valgt til min morfars bårebuket – I hjertet gemt, aldrig glemt.

– Hvad siger man til dem der har mistet?
Det er velkendt iblandt de fleste at vise sin medfølelse og at sige “Jeg kondolerer”.
Jeg, personligt, har svært ved både at sige og ikke mindst, tage imod denne sætning og foretrækker helst, at folk siger det der falder dem ind. Lad dog endelig være at sige, at du er ked af det, hvis det ikke er det du egentlig mener. Min egen erfaring siger mig, at selv de små ord kan have den største betydning i sorgens tid, på både godt og ondt.

Tak fordi du læste med – og husk at passe på hinanden, imens tiden endnu er.

Et marineblåt forklæde med teksten “MOFFE” – Et forklæde til min allerbedste morfar.
Min morfar har altid været “min Moffe” og derfor var det en selvfølge, at dette skulle være teksten på hans kommende forklæde.
Min morfar har været en stor del af mig som barn. Han var den der hentede mig fra børnehaven og fortalte den samme historie hver dag – Om hvordan han havde snakket med den “Galende hane” længere nede af vejen, som havde spurgt efter mig – og vi galede begge, så alle kunne høre det. Helt ligesom hanen.
Jeg kan også huske, at han altid havde lakridser eller chokolade i inderlommen – til os. Han lærte mig at spille kortspillet “Casino” og der gik mange, mange timer med det. Vi spillede om og om igen og det var helt ligemeget hvem der vandt, bare vi havde hinandens selskab. Vi sang skøre sange, tegnede undulater og tog opvasken sammen. Han var altid den bedste.

.. og det er han stadig. Desværre, har han det ikke helt så godt længere. Han er blevet ældre og sygdommene tager mere og mere fat om livet på ham. Han har svært ved at huske aftensmaden igår, hans ben kan næsten ikke bære ham længere og det meste af tiden sover han. Han er stadig min morfar og han er bevidst omkring hvad der foregår, men kroppen siger langsomt mere og mere fra.

Derfor skal min Moffe have denne gave – Et blåt, maskulint forklæde, som er hans helt eget. Han har problemer med at spise uden at spilde og får derfor en hagesmæk på af min mormor. En så perfekt morfar, som er så meget for alle og altid har været det, skal ikke placeres med en hagesmæk – Derfor får han dette helt personlige forklæde, som han kan spilde så meget på som det skulle være. Helt uden, at nogen skælder ud – for det er Moffes helt eget forklæde.