Jeg har haft dette emne oppe at vende på bloggen tidligere, som du kan læse lige HER.
I går sendte DR2 en dokumentar omkring Jane Marie Hoffmanns sidste tid. Dokumentaren kan ses eller genses lige HER.
Jane – og hendes modige datter, Rikke, havde sammen truffet en beslutning om at filme Janes sidste tid – og deres sidste tid sammen, som et led i kampen for assisteret selvmord i Danmark.
Det er en rørende og barsk dokumentar, der rørte noget helt særligt i mig – Jeg måtte endda fælde en tåre eller tre.
Jeg har læst og fulgt historierne tæt, men at se Jane sidde stille der og fortælle Danmark om forskellen på mord og næstekærlighed, det gør ondt helt ind i hjertet.
Jeg kan ikke lade være at tænke hvis det var mig der sad i Janes eller Rikkes sted. Burde alle ikke tænke sådan? For at fremme forståelsen for den svære beslutning og tiden der danner rammen omkring den.
Skal vi bare slubre kaffen i os og haste videre i vores dagligdag? Skal vi bare slå over på en anden kanal, eller lukke browser vinduet ned, fordi “Gudskelov er det ikke mig”? Det kan og må vi bare ikke.
Vi bør snakke om det og tage stilling. Vi skal høre Janes ord og forstå og omfavne det inderlige ønske hun, og mange andre, har. Hvordan kan vi benægte et ønske fra de der inderligt ønsker det? De der står i situationen, de der mærker afmagten og de efterladte der skal bearbejde sorgen.
Hvordan kan det hænge sammen, at et menneske med døden som sin eneste udsigt, ikke selv må ende sine dage? Hvorfor er det andre, og ikke en selv, der bestemmer hvornår nok er nok? Hvorfor skal det kriminaliseres, at man ønsker fred, men være i orden at trække andre igennem livet? Jeg forstår det ganske enkelt ikke.
Der skal fokus på det her emne og det må ikke ties ihjel.
Assisteret selvmord i Danmark? Ja tak!
Jane Hoffmann, 53 år, mor til to og gift med manden i hendes liv. Manden der senere skulle være den der var ved hendes side, da hun traf den endelige beslutning om at ende det. På en selvmordsklinik i Schweiz.
Jeg ved ikke om du kender historien, men den har rørt alt indeni mig, siden Jane for første gang dukkede op på min skærm på Ude & Hjemme’s hjemmeside. Historien om denne kvinde, hvis’ liv ændrede sig markant den dag hun fik at vide, at hun var uhelbredeligt syg og hendes beslutning om selv at ende livet værdigt, inden livet bød på alternativet – at være en grøntsag, i en hospitalsseng.
Hvad er det så der gør lige netop denne historie så vigtig? Jane har, som nævnt ovenfor, rørt noget specielt i mig. Jeg kender hende ikke fra andet end historierne på nettet og de billeder der var at finde, imellem alle de nedskrevne ord, i samtlige artikler.
Men kan du forestille dig hvad der sker indeni et menneske, der elsker livet, ved ikke bare tanken – men forsikringen om, at enden er nær? Og at man så lige topper kransekagen med ordene “Og det bliver som en grøntsag i en hospitalsseng – på ubestemt tid”. Umenneskeligt.
Jeg er stor fortaler for, at assisteret selvmord skal legaliseres her i Danmark, det skal absolut ikke være nogen hemmelighed.
Jeg mener 1. At det er en menneskeret at være herre over sit eget liv og 2. At det ikke er noget menneske værdigt at dø langsomt hen, i en hospitalsseng, uden at kunne kommunikere med sine omgivelser. For ikke at snakke om de pårørende.
Jane traf et valg om at ende livet værdigt – og det er med min allerdybeste respekt, til både hende og hendes familie, at de kunne træffe og ikke mindst, imødekomme en sådan beslutning. For hvor må det være forbandet hårdt.
Hårdt er så åbenbart ikke nok og som tingene er her i landet, serverer vi lige en ekstra lussing oveni slaget, for lige at sætte fed streg under vores manglende forståelse, som “det raske samfund”. Tænk sig, at et menneske – næ, en hel familie, som har været igennem livets sværeste beslutning, skal bruge deres sidste dage sammen, et fremmed sted, et fremmed land. Er det virkelig i orden? Ikke i min optik. Hvad er din holdning til assisteret selvmord?
Jeg har valgt at udgive det her indlæg om og til ære for min nu afdøde far – Min farmand.
Jeg tror egentlig altid, at det har været mig mere eller mindre velkendt, at min far var det andre kaldte “en alkoholiker”. Oftest er det ikke ret svært, for selv et barn at se når mor eller far drikker og livets små hemmeligheder er ikke altid så små, som man allerhelst ønsker at tro.
Jeg var omkring fire år gammel, da mine forældre blev skilt og min mor ikke længere kunne leve med min fars måde at leve på. Ikke, at de ikke elskede hinanden, men det kan være svært, at man aldrig nogensinde står eller kommer til at stå øverst på listen. Alkohol står altid lige ovenover, uanset hvor på listen man er placeret.
Løfter bliver brudt, grænser bliver overskredet og udvisket, aftaler bliver ikke holdt og følelserne gør ondt, helt ind til benet. Ene og alene fordi, at alt man ønsker og klamrer sig til, er hvis det bare var anderledes.
Jeg husker især en bestemt episode som barn, hvor jeg skulle på weekend hos min far og så besøge en veninde i et par timer om lørdagen, hvor han ville hente mig igen om aftenen. Jeg forsøgte at ringe ham op efter aftensmaden, men han tog ikke telefonen. Jeg ringede igen og igen, men ingen af gangene blev mine opkald besvarede og da min venindes mor spurgte “Vil du så sove her?” lød svaret “Ja“, alt imens alt indeni mig skreg nej. Jeg ringede ikke og fortalte min mor det og sov nærmest ikke hele natten. Ventede blot på, at det blev morgen, hvor han ringede mig op, kom og hentede mig og uden nogen behøvede at sige noget, var det “vores lille hemmelighed“.
Jeg har aldrig nogensinde været bange for min far eller ønsket, at andre skulle være det. Jeg kan dog huske en enkelt veninde fra skolen, som skulle besøge mig en lørdag hos min far og det glædede mig, lige indtil hun ændrede mening.
“Vi må helt selv bestemme hvad vi skal spise” lød min begejstring og hun ville det rigtig gerne. “Du skal bare lige vide, at min far er alkoholiker og drikker, men han er altså stadig rigtig sød” var mine næste ord og dette måtte hun altså ikke for sin mor. Ikke en alkoholiker – og så havde vi ikke længere en aftale og min skuffelse var stor.
Han var en god far, det var han altså. Han var den allerbedste udgave af sig selv. De fleste mennesker, der altså ikke hang sig i ordet alkoholiker, de elskede ham for den han var. Et hjertevarmt menneske, med en humor der bragte latter og glade smil med sig.
Noget af det der gør ham allermest fantastisk er, at han altid var der når det virkelig gjaldt. Alle mine operationer som barn, var med ham ved min side. Han fulgte med mig ned til operationerne og holdt min hånd og kyssede mig godnat. Han ventede i timevis med min mor, imens de ventede på mig og han sad troligt ved min side og sammen med min mor, var han det første der mødte mig når det hele var overstået. Jeg elskede mine forældre himmelhøjt og de elskede mig. Det kunne der ikke herske den mindste tvivl om.
Og hvordan kan dette indlæg så være til ære for min far? Fordi, at man – måske endda også du der læser dette, skal huske, at der aldrig nogensinde er “en alkoholiker”, uden der også er et menneske bag. Et menneske med følelser, der kan gøre så hjertens ondt – Det kender de fleste af os. En smerte der er så gennemgribende i hele kroppen, at man dårligt kan stå ret eller kan overkomme dagen i morgen. Vi snakker mennesker der har det svært, hvor deres løsninger er dem deres liv viser dem. Det er de løsninger de kender og løsningerne der virker for dem.
Jeg tror, at alle mennesker der har haft det svært på et tidspunkt i livet, ved hvordan man, med hele kroppen, længes efter ro. Ro til at være glad eller bare komme over det der gør allermest ondt. Så man atter føler, at man kan ånde. Ikke?
Vi skal prøve ikke at dømme andre mennesker, uden at se mennesket bag. Alle mennesker besidder fordomme – mig selv inklusiv, men hvad når det er os de rammer? Når det er os selv, nogen placerer i en kasse og sætter sig stædigt på låget uden at høre. Ingen lytter, når vi i al frustration og afmagt bare vil høres for dem vi er – Hvorfor byder vi andre det, når vi ikke selv finder det rart? Hvorfor skaber vi noget der gør ondt, når vi selv hader smerten?
Jeg har haft dette indlæg i tankerne længe og det har været svært for mig at få ned – få det ud, uden at gøre det forkert. Uden I skal modtage det forkert. Jeg har skrevet og slettet og tænkt, tænkt og tænkt – men besluttede mig for, at nu skulle det være og lod for første gang fingrene glide henover tastaturet, helt uden at slette en eneste tanke eller et enkelt ord. Dette indlæg kommer fra hjertet af – Et hjerte der elsker og er stolt af min elskede farmand, også selvom han ikke længere er os i blandt.
