Min bedste morfar

Et sidste farvel

Fredag d. 1. marts 2013
– En smuk første forårsdag, får min højt elskede morfar, B. endelig fred. Jeg har besluttet at dele mine inderste tanker med Jer i dette personlige indlæg, da der er tale om en person der betød en verden for mig og så fordi, at det er vigtigt for mig, at hverken døden eller sorgen er et tabu.

Vi vidste det godt… det der med, at det kunne være snart. At han måske snart ikke længere ville være iblandt os, min kære morfar. Vi havde alle tænkt det og lægen havde nævnt det, men det var alligevel som om, at hele min verden gik i stå i et kort sekund, da min mor sagde ordene højt for mig i telefonen. Tårerne fik frit løb, som om hver og en af dem vidste, at de var berettiget. De vidste, at nu var det helt o.k. at græde og at ingen ville standse dem.

Jeg vil ikke gå nærmere ind på forløbet, da det er en meget personlig hjertesag der hører min familie til – hans familie.
Kort fortalt var det en svær, længere tid vi alle gik igennem. Det handlede pludselig, midt i den vante hverdag, om at tage en dag ad gangen. At indstille hjernen på en frekvens der kan rumme dette enorme følelsesregister man bliver trukket igennem. At være tilstede i det virkelige liv, hvor der ikke eksisterer “Pause”- eller “Stop”-knapper, heller ikke selvom man ikke længere kan følge med.

– Jeg har været igennem forskrækkelsen, hvor man for en kort stund bliver sat ud af kurs, men uden rigtigt at være bange.
– Jeg har været igennem alvoren. Tidspunktet hvor man indser, at det er nu det gælder om at være med og være tilstede og ikke mindst forsigtigt tænke tanken, at vi ikke er herre over alt her i livet.
– Jeg har været igennem håbet. Håbet man knuger sig til, med tanken om, at “det hele nok skal gå og alting bliver som det var”. Håbet der formulerer sætninger der starter med “Tror du ikke også, at det nok skal..” og “Mon ikke, at..” når man taler med dem der er omkring en.
– Jeg har været igennem glæden. Jeg har mærket den i maven og i smilet på mine læber. Glæden, når han trækker på smilebåndet når man træder ind ad døren eller når han synger en lille sang.
– Jeg har været bange. Bange for smerter, bange for sorg og bange for at miste. Jeg har været bange for om han nu var bange og bange for ikke at være der.
– Jeg har været ked af det og grådkvalt. Jeg har ladet en tåre trille, været ked af det og hulket helt ustandseligt. Jeg har grædt for mig selv, grædt med mine nære og grædt på vegne af andre.
– Jeg har været igennem en form for lettelse. Lettelsen over, at han nu endelig har fået fred, at intet ondt nogensinde kan ramme ham mere og at døden, på sin vis, er både smuk og naturlig.
– Jeg har været igennem vreden og hadet. Jeg har hadet synet af ældre mennesker og ægtepar. Jeg har foragtet tanken om, at nogen derude i verdenen, endnu har deres morfar ved deres side og hadet tanken om, at døden er en naturlig del af livet. Jeg har været vred over, at døden tager mine nære fra mig og været sur på mig selv over at have taget livet for givet og ikke brugt tiden rigtigt, imens den endnu var der.
– Jeg har været igennem sorgen og savnet – og savner inderligt, her midt i sorgen, helt ind i hjertet, min højt elskede morfar.

Begravelse og bisættelse

Jeg har været til både begravelser og bisættelser før. Jeg mistede min far som femtenårig og var dengang til min allerførste bisættelse, med en af mine allernæreste i kisten. Det hårdeste og sværeste jeg hidtil har gået igennem og tænker stadig på det og snakker om det, den dag i dag.

Jeg har valgt at samle nogle af de tanker man måske gør sig i forbindelse med begravelser og bisættelser nedenfor;

Hvad er forskellen på en begravelse og en bisættelse?
Kort sagt, er en begravelse hvor afdøde sættes i jorden med kisten, hvor der ved en bisættelse er tale om, at afdøde ønsker at brændes/kremeres og derefter kommer i en urne, som senere nedsættes i jorden.

Hvilke farver skal man vælge til båredekorationen?
Nogen familier vælger at sætte et fast farvetema, så blomsterne i kirken fra gæsterne matcher kistepynten, hvor andre vælger det de føler for, hver især. Der er intet rigtigt eller forkert i denne sammenhæng, efter min mening.

Skal der være bånd på båredekorationen?
Man kan vælge bånd eller et kort, vedlagt en lille hilsen. I min familie er båndet tilhørende de nærmeste, hvor resten vedlægger et kort, primært til afdødes familie.
De der har mistet, har oftest på dagen en masse tanker i hovedet og er tilstede under det der foregår omkring deres afdøde. Derfor er det oftest sådan, at man måske ikke rigtigt ser de blomster gæsterne har lagt og her er kortet med til at vise, at du har været der eller sendt en tanke, uden deltagelse i selve begravelsen/bisættelsen.

Hvad skal man skrive på båndet/kortet?
Dette har været den absolut svære del for mig – at finde en tekst, som hverken var for lidt eller for meget. De gode bud spreder vidt fra Hvil i fred, Tak for alt, Æret være dit minde, Sov sødt , Altid i vore hjerter, Farvel min kære, Vi elsker dig, Et sidste farvel, En sidste hilsen, Med dybeste medfølelse eller sidst, som jeg har valgt til min morfars bårebuket – I hjertet gemt, aldrig glemt.

Hvad siger man til dem der har mistet?
Det er velkendt iblandt de fleste at vise sin medfølelse og at sige “Jeg kondolerer”.
Jeg, personligt, har svært ved både at sige og ikke mindst, tage imod denne sætning og foretrækker helst, at folk siger det der falder dem ind. Lad dog endelig være at sige, at du er ked af det, hvis det ikke er det du egentlig mener. Min egen erfaring siger mig, at selv de små ord kan have den største betydning i sorgens tid, på både godt og ondt.

Tak fordi du læste med – og husk at passe på hinanden, imens tiden endnu er.

4

  • Maria Cecilie

    Åh Sofie, fik helt kuldegysningerne da jeg læste det her indlæg.
    Og det gør mig virkelig ondt at I har mistet en vigtig del af jeres familie.
    Jeg håber du bruger de folk omkring dig til at få bearbejdet sorgen og komme videre – selvom det er svært.
    Det vigtigste er at huske: at komme videre, betyder ikke at man skal glemme. Men huske de gode og dejlige minder <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie Hansen

      Hej søde Maria Cecilie,

      Tusind tak for dine tanker. Du har helt ret – det er vigtigst at mindes de gode stunder og minder, for det er dem der lever videre i en.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min bedste morfar