En værdig død – part 2

 Jeg har haft dette emne oppe at vende på bloggen tidligere, som du kan læse lige HER.

foto kopi-001
I går sendte DR2 en dokumentar omkring Jane Marie Hoffmanns sidste tid. Dokumentaren kan ses eller genses lige HER.
Jane – og hendes modige datter, Rikke, havde sammen truffet en beslutning om at filme Janes sidste tid – og deres sidste tid sammen, som et led i kampen for assisteret selvmord i Danmark.

Det er en rørende og barsk dokumentar, der rørte noget helt særligt i mig – Jeg måtte endda fælde en tåre eller tre.
Jeg har læst og fulgt historierne tæt, men at se Jane sidde stille der og fortælle Danmark om forskellen på mord og næstekærlighed, det gør ondt helt ind i hjertet.

Jeg kan ikke lade være at tænke hvis det var mig der sad i Janes eller Rikkes sted. Burde alle ikke tænke sådan? For at fremme forståelsen for den svære beslutning og tiden der danner rammen omkring den.
Skal vi bare slubre kaffen i os og haste videre i vores dagligdag? Skal vi bare slå over på en anden kanal, eller lukke browser vinduet ned, fordi “Gudskelov er det ikke mig”? Det kan og må vi bare ikke.
Vi bør snakke om det og tage stilling. Vi skal høre Janes ord og forstå og omfavne det inderlige ønske hun, og mange andre, har. Hvordan kan vi benægte et ønske fra de der inderligt ønsker det? De der står i situationen, de der mærker afmagten og de efterladte der skal bearbejde sorgen.
Hvordan kan det hænge sammen, at et menneske med døden som sin eneste udsigt, ikke selv må ende sine dage? Hvorfor er det andre, og ikke en selv, der bestemmer hvornår nok er nok? Hvorfor skal det kriminaliseres, at man ønsker fred, men være i orden at trække andre igennem livet? Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Der skal fokus på det her emne og det må ikke ties ihjel.
Assisteret selvmord i Danmark? Ja tak!

En vigtig debat – Assisteret selvmord

foto

Jane Hoffmann, 53 år, mor til to og gift med manden i hendes liv. Manden der senere skulle være den der var ved hendes side, da hun traf den endelige beslutning om at ende det. På en selvmordsklinik i Schweiz.

Jeg ved ikke om du kender historien, men den har rørt alt indeni mig, siden Jane for første gang dukkede op på min skærm på Ude & Hjemme’s hjemmeside. Historien om denne kvinde, hvis’ liv ændrede sig markant den dag hun fik at vide, at hun var uhelbredeligt syg og hendes beslutning om selv at ende livet værdigt, inden livet bød på alternativet – at være en grøntsag, i en hospitalsseng.

Hvad er det så der gør lige netop denne historie så vigtig? Jane har, som nævnt ovenfor, rørt noget specielt i mig. Jeg kender hende ikke fra andet end historierne på nettet og de billeder der var at finde, imellem alle de nedskrevne ord, i samtlige artikler.
Men kan du forestille dig hvad der sker indeni et menneske, der elsker livet, ved ikke bare tanken – men forsikringen om, at enden er nær? Og at man så lige topper kransekagen med ordene “Og det bliver som en grøntsag i en hospitalsseng – på ubestemt tid”. Umenneskeligt.

Jeg er stor fortaler for, at assisteret selvmord skal legaliseres her i Danmark, det skal absolut ikke være nogen hemmelighed.
Jeg mener 1. At det er en menneskeret at være herre over sit eget liv og 2. At det ikke er noget menneske værdigt at dø langsomt hen, i en hospitalsseng, uden at kunne kommunikere med sine omgivelser. For ikke at snakke om de pårørende.

Jane traf et valg om at ende livet værdigt – og det er med min allerdybeste respekt, til både hende og hendes familie, at de kunne træffe og ikke mindst, imødekomme en sådan beslutning. For hvor må det være forbandet hårdt.
Hårdt er så åbenbart ikke nok og som tingene er her i landet, serverer vi lige en ekstra lussing oveni slaget, for lige at sætte fed streg under vores manglende forståelse, som “det raske samfund”. Tænk sig, at et menneske – næ, en hel familie, som har været igennem livets sværeste beslutning, skal bruge deres sidste dage sammen, et fremmed sted, et fremmed land. Er det virkelig i orden? Ikke i min optik.

Hvad er din holdning til assisteret selvmord?

 

Alkoholisme – Et tabu


Jeg har valgt at udgive det her indlæg om og til ære for min nu afdøde far – Min farmand.

Jeg tror egentlig altid, at det har været mig mere eller mindre velkendt, at min far var det andre kaldte “en alkoholiker”. Oftest er det ikke ret svært, for selv et barn at se når mor eller far drikker og livets små hemmeligheder er ikke altid så små, som man allerhelst ønsker at tro.
Jeg var omkring fire år gammel, da mine forældre blev skilt og min mor ikke længere kunne leve med min fars måde at leve på. Ikke, at de ikke elskede hinanden, men det kan være svært, at man aldrig nogensinde står eller kommer til at stå øverst på listen. Alkohol står altid lige ovenover, uanset hvor på listen man er placeret.
Løfter bliver brudt, grænser bliver overskredet og udvisket, aftaler bliver ikke holdt og følelserne gør ondt, helt ind til benet. Ene og alene fordi, at alt man ønsker og klamrer sig til, er hvis det bare var anderledes.

Jeg husker især en bestemt episode som barn, hvor jeg skulle på weekend hos min far og så besøge en veninde i et par timer om lørdagen, hvor han ville hente mig igen om aftenen. Jeg forsøgte at ringe ham op efter aftensmaden, men han tog ikke telefonen. Jeg ringede igen og igen, men ingen af gangene blev mine opkald besvarede og da min venindes mor spurgte “Vil du så sove her?” lød svaret “Ja“, alt imens alt indeni mig skreg nej. Jeg ringede ikke og fortalte min mor det og sov nærmest ikke hele natten. Ventede blot på, at det blev morgen, hvor han ringede mig op, kom og hentede mig og uden nogen behøvede at sige noget, var det “vores lille hemmelighed“.

Jeg har aldrig nogensinde været bange for min far eller ønsket, at andre skulle være det. Jeg kan dog huske en enkelt veninde fra skolen, som skulle besøge mig en lørdag hos min far og det glædede mig, lige indtil hun ændrede mening.
Vi må helt selv bestemme hvad vi skal spise” lød min begejstring og hun ville det rigtig gerne. “Du skal bare lige vide, at min far er alkoholiker og drikker, men han er altså stadig rigtig sød” var mine næste ord og dette måtte hun altså ikke for sin mor. Ikke en alkoholiker – og så havde vi ikke længere en aftale og min skuffelse var stor.

Han var en god far, det var han altså. Han var den allerbedste udgave af sig selv. De fleste mennesker, der altså ikke hang sig i ordet alkoholiker, de elskede ham for den han var. Et hjertevarmt menneske, med en humor der bragte latter og glade smil med sig.
Noget af det der gør ham allermest fantastisk er, at han altid var der når det virkelig gjaldt. Alle mine operationer som barn, var med ham ved min side. Han fulgte med mig ned til operationerne og holdt min hånd og kyssede mig godnat. Han ventede i timevis med min mor, imens de ventede på mig og han sad troligt ved min side og sammen med min mor, var han det første der mødte mig når det hele var overstået. Jeg elskede mine forældre himmelhøjt og de elskede mig. Det kunne der ikke herske den mindste tvivl om.

Og hvordan kan dette indlæg så være til ære for min far? Fordi, at man – måske endda også du der læser dette, skal huske, at der aldrig nogensinde er “en alkoholiker”, uden der også er et menneske bag. Et menneske med følelser, der kan gøre så hjertens ondt – Det kender de fleste af os. En smerte der er så gennemgribende i hele kroppen, at man dårligt kan stå ret eller kan overkomme dagen i morgen. Vi snakker mennesker der har det svært, hvor deres løsninger er dem deres liv viser dem. Det er de løsninger de kender og løsningerne der virker for dem.

Jeg tror, at alle mennesker der har haft det svært på et tidspunkt i livet, ved hvordan man, med hele kroppen, længes efter ro. Ro til at være glad eller bare komme over det der gør allermest ondt. Så man atter føler, at man kan ånde. Ikke?
Vi skal prøve ikke at dømme andre mennesker, uden at se mennesket bag. Alle mennesker besidder fordomme – mig selv inklusiv, men hvad når det er os de rammer? Når det er os selv, nogen placerer i en kasse og sætter sig stædigt på låget uden at høre. Ingen lytter, når vi i al frustration og afmagt bare vil høres for dem vi er – Hvorfor byder vi andre det, når vi ikke selv finder det rart? Hvorfor skaber vi noget der gør ondt, når vi selv hader smerten?

Jeg har haft dette indlæg i tankerne længe og det har været svært for mig at få ned – få det ud, uden at gøre det forkert. Uden I skal modtage det forkert. Jeg har skrevet og slettet og tænkt, tænkt og tænkt – men besluttede mig for, at nu skulle det være og lod for første gang fingrene glide henover tastaturet, helt uden at slette en eneste tanke eller et enkelt ord. Dette indlæg kommer fra hjertet af – Et hjerte der elsker og er stolt af min elskede farmand, også selvom han ikke længere er os i blandt.

Af hjertet tak, fordi du læste med

 

Kære femtenårige mig..

Det er helt ok at græde. Du hader verden lige nu og du er i din fulde ret. Døden kom snigende ind på dig, viste dig absolut ingen hensyn og tog din far med sig. Hvad bilder den sig overhovedet ind?
Jeg ved godt, at det hele gør ondt. Det føles som om, at sårene aldrig vil hele og smerten breder sig i hver en lille del af din krop. Du skriger dine lungers fulde kraft, men der kommer ingen lyd og næsten ingen hører det.
Du lukker ikke nogen ind og dengang du forsøgte, vadede hun bare henover dig med tunge skridt. Så måtte de hellere holde sig langt væk, tænker du nu og det er også helt ok.

Du græder dig i søvn om natten og alle dine inderste følelser hober sig mangfoldigt op indeni og vælter ud igennem høretelefonerne i dine ører. Du forsøger at lade musikken overdøve dine inderste smerter, men dit hjerte skriger af endeløs smerte. Du er overbevist om, at smerten har slået rødder i dit indre og er kommet for at blive.

Men kære femtenårige mig…

Jeg lover, at det hele bliver bedre. Smerterne bliver til savn og du vil kunne mindes med glæde. Tårer kan stadig trille og de kender din kind, men du vil have de kærligste mennesker omkring dig, som til enhver tid vil tage din hånd og gå med dig igennem livet.
Døden har valgt at sætte sit præg og du kan stadig få ondt i maven ved tanken, men du må huske på, kære mig, at livet kommer først.
Du vil miste igen… og igen… og det gør stadig hamrende ondt. Du vil genkende smerten i hele din krop, men lad være at kæmpe imod denne gang. Du skal huske, at selvom døden gør ondt, bringer livet med dine kære dig dine bedste glæder.
Dine nære fortjener din inderste kærlighed og dine bedste tanker, så du må aldrig fortie eller fortrænge dem i hjertet. Du skal nok klare den og du skal vide, at du kan meget mere end du selv tror.

– Kærligst, Sofie 23 år.

Et sidste farvel

Fredag d. 1. marts 2013
– En smuk første forårsdag, får min højt elskede morfar, B. endelig fred. Jeg har besluttet at dele mine inderste tanker med Jer i dette personlige indlæg, da der er tale om en person der betød en verden for mig og så fordi, at det er vigtigt for mig, at hverken døden eller sorgen er et tabu.

Vi vidste det godt… det der med, at det kunne være snart. At han måske snart ikke længere ville være iblandt os, min kære morfar. Vi havde alle tænkt det og lægen havde nævnt det, men det var alligevel som om, at hele min verden gik i stå i et kort sekund, da min mor sagde ordene højt for mig i telefonen. Tårerne fik frit løb, som om hver og en af dem vidste, at de var berettiget. De vidste, at nu var det helt o.k. at græde og at ingen ville standse dem.

Jeg vil ikke gå nærmere ind på forløbet, da det er en meget personlig hjertesag der hører min familie til – hans familie.
Kort fortalt var det en svær, længere tid vi alle gik igennem. Det handlede pludselig, midt i den vante hverdag, om at tage en dag ad gangen. At indstille hjernen på en frekvens der kan rumme dette enorme følelsesregister man bliver trukket igennem. At være tilstede i det virkelige liv, hvor der ikke eksisterer “Pause”- eller “Stop”-knapper, heller ikke selvom man ikke længere kan følge med.

– Jeg har været igennem forskrækkelsen, hvor man for en kort stund bliver sat ud af kurs, men uden rigtigt at være bange.
– Jeg har været igennem alvoren. Tidspunktet hvor man indser, at det er nu det gælder om at være med og være tilstede og ikke mindst forsigtigt tænke tanken, at vi ikke er herre over alt her i livet.
– Jeg har været igennem håbet. Håbet man knuger sig til, med tanken om, at “det hele nok skal gå og alting bliver som det var”. Håbet der formulerer sætninger der starter med “Tror du ikke også, at det nok skal..” og “Mon ikke, at..” når man taler med dem der er omkring en.
– Jeg har været igennem glæden. Jeg har mærket den i maven og i smilet på mine læber. Glæden, når han trækker på smilebåndet når man træder ind ad døren eller når han synger en lille sang.
– Jeg har været bange. Bange for smerter, bange for sorg og bange for at miste. Jeg har været bange for om han nu var bange og bange for ikke at være der.
– Jeg har været ked af det og grådkvalt. Jeg har ladet en tåre trille, været ked af det og hulket helt ustandseligt. Jeg har grædt for mig selv, grædt med mine nære og grædt på vegne af andre.
– Jeg har været igennem en form for lettelse. Lettelsen over, at han nu endelig har fået fred, at intet ondt nogensinde kan ramme ham mere og at døden, på sin vis, er både smuk og naturlig.
– Jeg har været igennem vreden og hadet. Jeg har hadet synet af ældre mennesker og ægtepar. Jeg har foragtet tanken om, at nogen derude i verdenen, endnu har deres morfar ved deres side og hadet tanken om, at døden er en naturlig del af livet. Jeg har været vred over, at døden tager mine nære fra mig og været sur på mig selv over at have taget livet for givet og ikke brugt tiden rigtigt, imens den endnu var der.
– Jeg har været igennem sorgen og savnet – og savner inderligt, her midt i sorgen, helt ind i hjertet, min højt elskede morfar.

Begravelse og bisættelse

Jeg har været til både begravelser og bisættelser før. Jeg mistede min far som femtenårig og var dengang til min allerførste bisættelse, med en af mine allernæreste i kisten. Det hårdeste og sværeste jeg hidtil har gået igennem og tænker stadig på det og snakker om det, den dag i dag.

Jeg har valgt at samle nogle af de tanker man måske gør sig i forbindelse med begravelser og bisættelser nedenfor;

Hvad er forskellen på en begravelse og en bisættelse?
Kort sagt, er en begravelse hvor afdøde sættes i jorden med kisten, hvor der ved en bisættelse er tale om, at afdøde ønsker at brændes/kremeres og derefter kommer i en urne, som senere nedsættes i jorden.

Hvilke farver skal man vælge til båredekorationen?
Nogen familier vælger at sætte et fast farvetema, så blomsterne i kirken fra gæsterne matcher kistepynten, hvor andre vælger det de føler for, hver især. Der er intet rigtigt eller forkert i denne sammenhæng, efter min mening.

Skal der være bånd på båredekorationen?
Man kan vælge bånd eller et kort, vedlagt en lille hilsen. I min familie er båndet tilhørende de nærmeste, hvor resten vedlægger et kort, primært til afdødes familie.
De der har mistet, har oftest på dagen en masse tanker i hovedet og er tilstede under det der foregår omkring deres afdøde. Derfor er det oftest sådan, at man måske ikke rigtigt ser de blomster gæsterne har lagt og her er kortet med til at vise, at du har været der eller sendt en tanke, uden deltagelse i selve begravelsen/bisættelsen.

Hvad skal man skrive på båndet/kortet?
Dette har været den absolut svære del for mig – at finde en tekst, som hverken var for lidt eller for meget. De gode bud spreder vidt fra Hvil i fred, Tak for alt, Æret være dit minde, Sov sødt , Altid i vore hjerter, Farvel min kære, Vi elsker dig, Et sidste farvel, En sidste hilsen, Med dybeste medfølelse eller sidst, som jeg har valgt til min morfars bårebuket – I hjertet gemt, aldrig glemt.

Hvad siger man til dem der har mistet?
Det er velkendt iblandt de fleste at vise sin medfølelse og at sige “Jeg kondolerer”.
Jeg, personligt, har svært ved både at sige og ikke mindst, tage imod denne sætning og foretrækker helst, at folk siger det der falder dem ind. Lad dog endelig være at sige, at du er ked af det, hvis det ikke er det du egentlig mener. Min egen erfaring siger mig, at selv de små ord kan have den største betydning i sorgens tid, på både godt og ondt.

Tak fordi du læste med – og husk at passe på hinanden, imens tiden endnu er.